Ny artikel på U-landsnyt.dk om Egyptens forfatningsproces

Jeg har sat mig for at formidle lidt mere fra det politiske liv hernede. Ser f.eks. ikke så mange danske nyheder om forfatningsprocessen. Og ja, det er måske heller ikke supervigtig for danskere lige pt., men lige nu synes jeg det er enormt vigtigt at få sat fokus på det mere eller mindre skjulte islamiske præg, der pt. sættes på forfatningsprocessen og hvilke kræfter, der forsøger at modarbejde dette. Det skal frem.

Har forsøgt at samle lidt tanker i denne artikel, der udkom i U-landsnyts seneste nyhedsbrev her: Egyptisk kvindesagsforkæmper: Forfatningsprocessen er absurd

Hvorfor dagene er kortere i Cairo

Jeg synes jeg har travlt. Mere her end i Danmark.

Jeg har end ikke skænket min blog en tanke siden sidste artikelindlæg men kan forstå på datooversigten, at der er gået endnu en uge. Og jeg forstår ikke hvordan.

Eller. Et kig i kalenderen kan nok forklare hvorfor.

Da jeg kom herned satte jeg mig for at lære arabisk. I hvet fald en god base. Og det tager tid. Udover mine 2 gange 2 timers arabiskundervisning hver uge + lektier forsøger jeg et par gange om ugen at mødes med nogle lokale unge i Borsa café området downtown for at tale arabisk. Fair trade language exchange er et initiativ på facebook oprettet af en lokal ung fyr, og de arabiskkyndige ønsker så at tale enten engelsk og ofte tysk. 1 time arabisk og 1 time andet sprog er konceptet.

Fint koncept, omend samtalen ofte er et miks af flere sprog - engelsk, tysk, arabisk og så lokal dialekt. Og når det foregår midt i gaden med scootere, gadesælgere, musik og højtråbende egyptere giver det udfordringer for at lære ordentligt. Men lidt slang har jeg da fået lært og det er altid hyggeligt at mødes og drikke chai med mynte og høre lidt til folk.

Denne uge bød så på to aftener med sprogforvirring samt et par gange i træningscentret. Som jeg har været helt vildt glad for. Flere udlændinge i Cairo føler ikke de kan bevæge sig ordentligt her. Fortorvene - hvis der er et - er hullet og fyldt med parkerede biler, så oftest går man på vejene. Og træder til side konstant for de passerende biler. At løbe en tur er decideret sundhedsskadeligt i følge med irske ven, som forsøgte sig i efteråret og måtte vende hjemad, da han måtte kigge ned konstant ift. huller på vejen, og til og med oplevede vejrtrækningsproblemer pga. smog og andet godt. Vi joker med Cairos luftforurening tager et par år af vores gennemsnitsalder.

Så træningscentret er meget velkomment, og de mange timer med toning, zumba, belly dancing, cardio, mamma mia mix (?) og andet godt - tilsat vanvittig høj træningsmusik, for egypterne er bare pjattede med høj musik - har virkelig været det hele værd. Har besluttet at forlænge med endnu en måned.

Denne uges arbejde bød så også på to dages workshop i advocacy training. På arabisk. Og det var cirka hårdt, men rigtig spændende emne og i øvrig fantastisk arabisktræning. Mine kolleger bød ind med engelsk engang i mellem, når jeg var helt lost. Så det gik egentligt ok.

Og så skulle weekenden da også lige bruges på to dages konference om feminisme i et islamisk perspektiv arrangeret af KVINFO, det dansk-egyptiske dialoginstitut i Cairo (DEDI) og en lokal NGO, Women Memory Forum. Heldigvis med oversætter.

Og det omhandlede islams syn på kvinden, fortolkninger af Koranen om tørklæder, kvinderollen etc. og var vanvittigt spændende. Og provokerende. Det kan virkelig være svært at lægge sit eget vestlige perspektiv lidt til side og prøve at lytte til oplæggene og forstå baggrunden for pointerne, selvom de - ofte - ligger så langt fra mit syn på kvinderettigheder, feminisme og kønsroller. Det må være sundt at udfordre sig selv på den måde.

Og nå ja, en enkelt belly dance fest med nogle af mine lokale og internationale veninder nåede jeg også lige torsdag, hvilket mine hennabeklædte arme nu vidner om. Så alt i alt en laaaaaang men dejlig uge i Cairo. Jeg tager den lige lidt mere med ro denne uge, inshallah.

"Graffiti for Egyptens kvinder" på U-landsnyt.dk

Jeg var med mit arbejde hos Nazra for Feminist Studies ude og lave graffiti den anden dag (det er altså lovligt her!) for at sætte fokus på "virginity tests". Og synes det gode initiativ skulle deles med andre.

Læs min artikel på U-landsnyt.dk her: Graffiti for Egyptens kvinder

Den danske sprog er sværd [men det er arabisk sq også!]

Så, jeg har sat mig for at lære arabisk. Eller. Når folk spørger svarer jeg, at jeg sigter efter "conversation level". Ikke for at springe over, hvor gærdet er lavest selvom det bestemt har været tiltrækkende til tider. Men allerede ved første indledende skridt ind i sproget forstod jeg, at dette sprog tager mange år at lære.

Som Charles fra USA til en fest i weekenden sagde: "Arabic and I are like a married couple. Usually we get a long, but there are ups and downs and pretty bumpy roads at times".

Sådan er det vel med mange sprog. Men alligevel... jeg vil ikke gå ind i den mere lingvistiske forklaring men blot konstatere, at sådan er det. Når det er sagt, er det altså også et flot sprog. De ekstra lyde og bogstaver vi ikke har i hvad skal vi sige... Vesten gør, at det bliver lidt mere eksotisk og spændende at lære. Men også frustrerende, når du forsøger at kaste dig ud i qarf på gaden og du bliver mødt med underlig og meget typisk arabisk hovedrysten, der nogenlunde oversat betyder "jeg fatter ikke hvad du siger". Og du finder ud af, at lige i Egypten er de (i følge min arabisklærer) tilpas dovne sprogligt til, at de springer det bogstav over i udtalen. Når man nu lige havde lært det og alt muligt altså.

Jeg startede arabisk på B niveau på VUC i 2010 og nåede igennem et år med aftenkursus engang om ugen. Det gav en tilpas basisviden ift. læsning og skrivning og basis ordforråd. Mit ophold i efteråret 2011 i Cairo gav mig derudover to mdr. intensiv basisarabisk i fusha (rigsarabisk), og jeg blev svært god til at sige og skrive "dette er en bog, dette er en stol" etc. helt korrekt. Det skal lige siges, at fusha er en grammatisk bitch udfordring, der indeholder meget grammatik og kræver viden om sætningsopbygning etc. og - som jeg har fået fortalt - lyder meget Holte-Hellerup-agtigt (ingen fordomme) i den almindelige arabers ører. Det bliver brugt i medierne, og alle forstår det. Men ingen bruger det rent sprogligt. Det er udfordingen ved arabisk generelt, at fusha og dialekt er to forskellige sprog. Og så alligevel ikke. Det kan nok sammenlignes med dansk og svensk. Samme sprog, men mange forskellige ord og udtaler.

Så når jeg forsøger at formulere mig på gaden/taxien/festen/fitnesscentret på arabisk dvs. fusha, lyder jeg som dronning Margrethe og får i øvrigt et svar på et andet "sprog", dvs. egypisk (armeya).

Jeg har taget et basiskursus i armeya og bruger det så vist muligt eller tilpasser min udtale, hvor jeg kan, da jeg mener man har en forpligtelse til i hvert fald at forsøge at sætte sig ind i det lokale sprog, der nu tales hvor man er. Men jeg har stadig en arabiskeksamen i fusha i Danmark i maj, og for mig gav det også mening at lære grundlæggende arabisk, som man kan anvende overalt i Mellemøsten, og som har dannet basis for de mange dialekter i regionen.

Så nu har jeg 2 timers arabisk to gange om ugen hos en privat lærer, der allerede har luret, at jeg er interesseret i politik og Mellemøsten, så hver gang får jeg en liste af ord med hjem til at skrive over i mit hæfte. I formiddags var det ord som "valg", "civil society", "media", "in my opinion", "retssag" etc. som faktisk er dødsvære ord for en nybegynder som mig. Vi sidder og diskuterer et emne, f.eks. Syrien, og så tager vi de ord, som dukker op. Det er ca. et par gange i hver sætning, jeg forsøger at formulere en arabisk sætning. Men swaye-swaye går det stille og roligt fremad, inshallah.

Hvorfor arabisk? "With language comes culture", svarer jeg folk. Fordi jeg tror det på lang sigt gør mig bedre i stand til at forstå folk med en arabisk baggrund. Og på sigt gør mig til en bedre konsulent. Det var det korte svar. Det lange svar må komme senere.

Har du styr på dine f(r)ødder?

"Vi danskere er blevet frygtsomme. Vi har identitetskriser og folk taler om deres rødder. Og så er det jeg siger: Du har ikke rødder, du har fødder. Du kan flytte dig. Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvor man kommer fra. Det interessante er, hvor man skal hen"

Filminstruktør Erik Clausen.

Rugbrødssyge?

Min mor sagde i sidste uge, at jeg nok havde fået rugbrødssyge. Jeg tror hun havde helt ret. Dels var der den fysiske del, hvor alt eller intet jeg valgte at udsætte min mave for, gav bagslag og sendte mig hjem fra arbejde (I will spare you the details...). Og dels den psykiske del, hvor tanken om hjemmevant mad, danske tv programmer, indkøb i Fakta eller bare min egen hovedpude gav stik i maven og mindede mig om, hvor langt væk jeg var fra det hele. Bare giv mig noget, jeg kender! Og Cairo var overvældende... gange 30. Nu skriver jeg var. Det er byen sådan set stadig. Underligt, for jeg vidste jo godt, hvad jeg kom ned til. Jeg har jo lige været her 3 måneder. Men en kombination af at bo hos venner, på hostel, nyt arbejde, nye kolleger, fyldte gader med højtråbende egyptere, ikke at kunne lave mad selv, frustrerende arabisktimer, spise falafel lidt for mange gange på en uge, feste til sent og ikke have (fysisk) rum til at samle tankerne og følge med, gjorde, at andedammen hjemme trak. Gevaldigt. Så jeg fik rugbrødssyge.

I lørdags flyttede jeg så endelig til mit eget værelse hos en veninde i min gamle bydel, Dokki. Åh, den fryd og lykke at lave aftensmad af egne indkøbte madvarer og fylde maven med grønsagssuppe. Og kunne lave frokost til arbejdet og vaske tøj og lægge tøj i skabe og.... jeg har nu indset, at jeg åbenbart er mere vanemenneske end jeg lige troede, at jeg var. Har da boet i udlandet før og levet ud af en rygsæk, bevares. Men underskud af hjemmevante ting og ordentlig mad duer åbenbart ikke for mig mere.

Nu har jeg så ikke fundet rugbrødet hernede endnu :) Men overskuddet er kommet tilbage, og jeg kan nemmere ryste småting af mig, som de første 3 uger hernede kunne vælte læsset. Jeg er kommet bedre ind i arbejdet hos Nazra, har ikke überhovedpine efter arabisktimerne længere og skal så småt i gang i et fitnesscenter Arabic style. Vi taler belly dancing og Amr Diab. Glæder mig til at fortælle mere om det hele snart igen!

Systemkritiker Alaa El-Aswany om Mubarak, virginity tests og demokrati

Denne weekend blev indledt på fornem vis. Min egyptiske ven nævnte i en sidebemærkning tidligere på ugen, at han havde været til et foredrag med forfatteren Alaa El-Aswany (Yacoubians Hus, Chicago etc.) og da i øvrigt skulle høre ham igen torsdag aften på kulturcentret el-Sawy Culture Wheel. Om jeg ville med? Ja tak! Har netop færdiggjort hans bog, On The State of Egypt, som er en samling af systemkritiske artikler udgivet i egyptiske aviser fra 2008-2010 lige op til revolutionen jan. 2011, og jeg brændte for at kende mere til manden bag ordene.

Og den mand altså... Egypten er heldig at have nogen som ham. Der tør. Der bliver ved. Og som har et rygte og en tyngde, der gør, at folk lytter. For den mand taler om demokrati som ingen anden. Lovpriser de unge demonstranters kamp på gaden, fremhæver ElBaradei og andre systemkritikere og demokratiforkæmpere, som har eller vil få en betydelig rolle i Egyptens transition mod demokrati. Og bliver VED med at kritisere SCAF, politiet og rester af det gamle regime, som efter hans mening fortsat gennemsyrer Egypten på alle niveauer og arbejder direkte mod demokrati. For er der noget, han ikke mener Egypten er pt., så er det demokratisk.

Ja, Mubarak gik af. Stort symbolsk skridt på vejen. Men intet har reelt ændret sig. De samme folk fra Mubaraks parti, NDP, sidder på magten. Hvis ikke i parlamentet, så i administrationen. Gammelt vin på nye flasker. Politiet  og SCAF misbruger deres magt som aldrig før og viderefører undtagelsesloven som henvisning til fodboldtragedien i sidste uge. Det nyvalgte parlament er fyldt med korrupte mænd (!) - Kun 2 pct. kvinder blev valgt ind. Grotesk. - og kun enkelte reelle mænd, der tager deres opgave alvorligt og drømmer om et frit og demokratisk Egypten.

I 3 timer i stræk (på egyptisk arabisk - pweeew. Jeg fangede mange ord, men sammenhængen fik jeg løbende af min egyptiske ven på engelsk) talte manden om SCAF, politiet, de mange døde demonstranter, demokrati, parlamentet og opfordrede alle til at deltage i den generalstrejke, som er iværksat af universiteterne og fagforeningerne fra i morgen lørdag af som et fredeligt alternativ til volden på og omkring Tahrir pladsen for at tvinge SCAF af magten. Civil disobidience in action.

Undervejs nævnte han Samira Ibrahim, som er den eneste egyptiske kvinde, der har valgt at anlægge sag mod SCAF for gennemførelse af de "virginity tests", som militærrådet gennemførte mod ca. 17 demonstrerende kvinder i marts 2011. Sagen er desværre blevet udsat flere gange, senest i mandags. Samira Ibrahim sad tilfældigvis forrest i salen, og da hun rejste sig og fortalte hun ville fortsætte kampen for retfærdighed, rejste alle i salen sig og klappede og råbte slagsange fra revolutionen som en hyldest til hende.

Selv min egyptiske ven, som overordnet har støttet Mubarak, er på grund af denne mand blevet "omvendt" og forstår nu realiteterne omkring SCAF og deres magt over folket. De omkring 1000 tilhørere i aftes klappede, grinede, nikkede og råbte støttende ord mod El-Aswany, og da han rundede af strømmede folk mod ham for at række ham hånden, tage billeder eller få en autograf. Inkl. mig. Sidder nu med en signeret bog hjemme og mindes en fantastisk aften og husker på, at der findes så mange utrolig stærke demokratiske kræfter i Egypten, herunder Alaa El-Aswany.

Første uge i Cairo – fodboldtragedie, trans og bryllup

For lige at give et billede af ankomst og mental landing vil jeg her kort fundere over første uge. Jeg kunne heldigvis sove hos min engelske veninde Lizzy fra min gamle sprogskole de første dage, så det har været superhyggeligt at have nogen at komme hjem til og snakke om de andre fra skolen, som stadig er i byen, og diskutere kvinder, køn og politik med hendes egyptiske roomate, Nehal, som er freelance konsulent og kvindesagsforkæmper. Og synge Beatles og andet godt med hendes kæreste, Jason, som afsluttede sine  musikstudier i London og derfor lige så godt kan være på besøg her og spille guitar i Cairo som i London. Det har indtil videre varet 2 måneder og han har ikke købt returbillet endnu. Dejligt fleksibelt liv.
Jeg nåede at mødes med gamle venner fra skolen og spise på vores lokale yemenitiske restaurant i min gamle bydel Dokki indtil tragedien i Port Said skete onsdag. De 74 dræbte fodboldtilhængere og utallige sårede var efter min mening blot årsag til, at militærrådet SCAF kunne sætte et eksempel og meddele, at Egypten ikke på nuværende tilspunkt er klar til ophævelse af undtagelsesloven fra 1967, der netop var blevet ophævet. En lov, der tillader regeringen (læs: militærrådet) censor og løbende anholdelser og fængsling uden tidsfrist og under ofte falske anklager uden mulighed for retssag.
Og hvordan kunne sådan noget ske? Et meget hurtigt bud er netop SCAFs finger med i spillet. Ja, egyptiske fodboldfans er kendt for at være MEGET passionerede omkring deres hold og loyalitet til dette, grænsende til religiøs overbevisning. Men at politi og sikkerhedsfolk afstog fra at blande sig og levere sikkerhed til publikum og endda el-Masrys fodboldspillere, da hjemmebanefans fra Port Said løb ind på banen og overfaldt dem, kan efter min mening kun ske med SCAFs indblanding. Det er det uhyggelige ved Egypten pt. Der sker utroligt meget ”under bordet”, som man ikke har mulighed for at finde ud af, hvad man skal tro. Men lige i dette tilfælde stoler jeg på mine venner og egyptiske demokratiaktivisters udlægning af sagen.
Men ugen har heldigvis også budt på mere positive oplevelser. Selvom deprotesterer og kæmper mod politiet og militærrådet på Tahrir, går verden videre lige rundt om hjørnet. Det giver en følelsen af, at de ret beset er vant til kampe og oprør, og at verden ikke kan – eller må – gå i stå på grund af det. Der er jo sådan set egyptere (har dog ikke talt med nogen), der er i mod kampene eller blot ønsker fred og ro i gaderne og at kunne gå på arbejde og sende sine børn sikkert i skole osv. Under alle omstændigheder blev et bryllup, jeg var inviteret til af min ven fra couchsurfing, Mahmoud, ikke aflyst. En helt igennem fantastisk oplevelse, som dog fortjener sit eget blogindlæg snarest (og med billeder, inshallah).
Dagen derpå har jeg blot vandret rundt downtown og oplevet byen og skaffet lidt praktiske fornødenheder og suget bylivet til mig. Ned ad Talaat Harb bliver jeg pludselig mødt af en gammel mand i halskæde, røde sko og hvid bomuldskjole med så dyb udskæring, at man kunne se den lyserøde bh, han havde indenunder. Han kan ikke have det nemt i denne by, men håber altid Cairo vil blive ved med at overraske mig positivt på den måde.

Ankomst - aldrig helt efter bogen

Cairo overrasker mig endnu engang. Og påvirker indirekte mere og mere. Efter 3 mdr. i byen i 2011 burde jeg have indset, at jeg nok var blevet påvirket en smule. Det handler om planlægning. Eller manglen på samme. Jeg ventede af flere grunde [eller måske bare dårlige undskyldninger] med at booke overnatning til dagen før afgang. Flere venner havde tilbudt sofa. Og min danske baggrund eller mentalitet eller måske bare min anderledeshed fra egyptiske normer gør mig fortsat overrasket over, hvordan alting bare fixer sig løbende, når man er i Cairo. Jeg nåede lige at få en sms fra engelske Lizz i lufthavnen på min danske mobil om hendes adresse og fri afbenyttelse af sofa. Super. Ankomst i lufthavnen: Ser egyptisk kvinde og forhører mig lige om vi skal dele taxa ind til byen - orker ikke det taxashow i ankomsthallen med mænd, der flokkes om en og kamp om prisen. Og rent sikkerhedsmæssigt ville det bare være en fordel. Men hun tilbyder da som det naturligste i verden at køre mig, da hun skal næsten samme vej. Og ikke om hun vil have penge - bliver helt flov, da jeg tilbyder det. Så Mohammed, hendes brors ven, står klar med bilen og hjælper gevaldigt med at få mig helt til dørs (spørger lokale løbende om vej) hos Lizz i bydelen Dokki, der står klar med åbne arme og en sofa al den tid jeg har brug for. Vil ikke være overrasket over folks gæstfrihed mere, særligt ikke fra egyptere. For det ligger bare i deres mentalitet at hjælpe andre, heldigvis. Men vil blot fortsat være taknemmelig for den og forhåbentligt kunne give igen løbende. Jeg tror det her tegner godt.

Idealistens spæde forsøg på blogtvang.. om magelighed. Tanker før afgang.

[Tanker fra DK, sendt i Cairo] Jeg er magelig. Og har tvunget mig selv ud i en situation, hvor jeg kan tillade mig at være knap så magelig. Pt. går tankerne i et vacuum på vej til udlandet, og jeg forsøger febrilsk at finde mening i det hele. Eller. Jeg har fundet meningen. Jeg har bare svært ved at kommunikere den ud til folk. Men det kommer nok. Magelighed er at vide, hvad man står op til. Den står på eventyr nu. Jeg har tvunget mig ud af mageligheden.