Har du styr på dine f(r)ødder?

"Vi danskere er blevet frygtsomme. Vi har identitetskriser og folk taler om deres rødder. Og så er det jeg siger: Du har ikke rødder, du har fødder. Du kan flytte dig. Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvor man kommer fra. Det interessante er, hvor man skal hen"

Filminstruktør Erik Clausen.

Rugbrødssyge?

Min mor sagde i sidste uge, at jeg nok havde fået rugbrødssyge. Jeg tror hun havde helt ret. Dels var der den fysiske del, hvor alt eller intet jeg valgte at udsætte min mave for, gav bagslag og sendte mig hjem fra arbejde (I will spare you the details...). Og dels den psykiske del, hvor tanken om hjemmevant mad, danske tv programmer, indkøb i Fakta eller bare min egen hovedpude gav stik i maven og mindede mig om, hvor langt væk jeg var fra det hele. Bare giv mig noget, jeg kender! Og Cairo var overvældende... gange 30. Nu skriver jeg var. Det er byen sådan set stadig. Underligt, for jeg vidste jo godt, hvad jeg kom ned til. Jeg har jo lige været her 3 måneder. Men en kombination af at bo hos venner, på hostel, nyt arbejde, nye kolleger, fyldte gader med højtråbende egyptere, ikke at kunne lave mad selv, frustrerende arabisktimer, spise falafel lidt for mange gange på en uge, feste til sent og ikke have (fysisk) rum til at samle tankerne og følge med, gjorde, at andedammen hjemme trak. Gevaldigt. Så jeg fik rugbrødssyge.

I lørdags flyttede jeg så endelig til mit eget værelse hos en veninde i min gamle bydel, Dokki. Åh, den fryd og lykke at lave aftensmad af egne indkøbte madvarer og fylde maven med grønsagssuppe. Og kunne lave frokost til arbejdet og vaske tøj og lægge tøj i skabe og.... jeg har nu indset, at jeg åbenbart er mere vanemenneske end jeg lige troede, at jeg var. Har da boet i udlandet før og levet ud af en rygsæk, bevares. Men underskud af hjemmevante ting og ordentlig mad duer åbenbart ikke for mig mere.

Nu har jeg så ikke fundet rugbrødet hernede endnu :) Men overskuddet er kommet tilbage, og jeg kan nemmere ryste småting af mig, som de første 3 uger hernede kunne vælte læsset. Jeg er kommet bedre ind i arbejdet hos Nazra, har ikke überhovedpine efter arabisktimerne længere og skal så småt i gang i et fitnesscenter Arabic style. Vi taler belly dancing og Amr Diab. Glæder mig til at fortælle mere om det hele snart igen!

Systemkritiker Alaa El-Aswany om Mubarak, virginity tests og demokrati

Denne weekend blev indledt på fornem vis. Min egyptiske ven nævnte i en sidebemærkning tidligere på ugen, at han havde været til et foredrag med forfatteren Alaa El-Aswany (Yacoubians Hus, Chicago etc.) og da i øvrigt skulle høre ham igen torsdag aften på kulturcentret el-Sawy Culture Wheel. Om jeg ville med? Ja tak! Har netop færdiggjort hans bog, On The State of Egypt, som er en samling af systemkritiske artikler udgivet i egyptiske aviser fra 2008-2010 lige op til revolutionen jan. 2011, og jeg brændte for at kende mere til manden bag ordene.

Og den mand altså... Egypten er heldig at have nogen som ham. Der tør. Der bliver ved. Og som har et rygte og en tyngde, der gør, at folk lytter. For den mand taler om demokrati som ingen anden. Lovpriser de unge demonstranters kamp på gaden, fremhæver ElBaradei og andre systemkritikere og demokratiforkæmpere, som har eller vil få en betydelig rolle i Egyptens transition mod demokrati. Og bliver VED med at kritisere SCAF, politiet og rester af det gamle regime, som efter hans mening fortsat gennemsyrer Egypten på alle niveauer og arbejder direkte mod demokrati. For er der noget, han ikke mener Egypten er pt., så er det demokratisk.

Ja, Mubarak gik af. Stort symbolsk skridt på vejen. Men intet har reelt ændret sig. De samme folk fra Mubaraks parti, NDP, sidder på magten. Hvis ikke i parlamentet, så i administrationen. Gammelt vin på nye flasker. Politiet  og SCAF misbruger deres magt som aldrig før og viderefører undtagelsesloven som henvisning til fodboldtragedien i sidste uge. Det nyvalgte parlament er fyldt med korrupte mænd (!) - Kun 2 pct. kvinder blev valgt ind. Grotesk. - og kun enkelte reelle mænd, der tager deres opgave alvorligt og drømmer om et frit og demokratisk Egypten.

I 3 timer i stræk (på egyptisk arabisk - pweeew. Jeg fangede mange ord, men sammenhængen fik jeg løbende af min egyptiske ven på engelsk) talte manden om SCAF, politiet, de mange døde demonstranter, demokrati, parlamentet og opfordrede alle til at deltage i den generalstrejke, som er iværksat af universiteterne og fagforeningerne fra i morgen lørdag af som et fredeligt alternativ til volden på og omkring Tahrir pladsen for at tvinge SCAF af magten. Civil disobidience in action.

Undervejs nævnte han Samira Ibrahim, som er den eneste egyptiske kvinde, der har valgt at anlægge sag mod SCAF for gennemførelse af de "virginity tests", som militærrådet gennemførte mod ca. 17 demonstrerende kvinder i marts 2011. Sagen er desværre blevet udsat flere gange, senest i mandags. Samira Ibrahim sad tilfældigvis forrest i salen, og da hun rejste sig og fortalte hun ville fortsætte kampen for retfærdighed, rejste alle i salen sig og klappede og råbte slagsange fra revolutionen som en hyldest til hende.

Selv min egyptiske ven, som overordnet har støttet Mubarak, er på grund af denne mand blevet "omvendt" og forstår nu realiteterne omkring SCAF og deres magt over folket. De omkring 1000 tilhørere i aftes klappede, grinede, nikkede og råbte støttende ord mod El-Aswany, og da han rundede af strømmede folk mod ham for at række ham hånden, tage billeder eller få en autograf. Inkl. mig. Sidder nu med en signeret bog hjemme og mindes en fantastisk aften og husker på, at der findes så mange utrolig stærke demokratiske kræfter i Egypten, herunder Alaa El-Aswany.

Første uge i Cairo – fodboldtragedie, trans og bryllup

For lige at give et billede af ankomst og mental landing vil jeg her kort fundere over første uge. Jeg kunne heldigvis sove hos min engelske veninde Lizzy fra min gamle sprogskole de første dage, så det har været superhyggeligt at have nogen at komme hjem til og snakke om de andre fra skolen, som stadig er i byen, og diskutere kvinder, køn og politik med hendes egyptiske roomate, Nehal, som er freelance konsulent og kvindesagsforkæmper. Og synge Beatles og andet godt med hendes kæreste, Jason, som afsluttede sine  musikstudier i London og derfor lige så godt kan være på besøg her og spille guitar i Cairo som i London. Det har indtil videre varet 2 måneder og han har ikke købt returbillet endnu. Dejligt fleksibelt liv.
Jeg nåede at mødes med gamle venner fra skolen og spise på vores lokale yemenitiske restaurant i min gamle bydel Dokki indtil tragedien i Port Said skete onsdag. De 74 dræbte fodboldtilhængere og utallige sårede var efter min mening blot årsag til, at militærrådet SCAF kunne sætte et eksempel og meddele, at Egypten ikke på nuværende tilspunkt er klar til ophævelse af undtagelsesloven fra 1967, der netop var blevet ophævet. En lov, der tillader regeringen (læs: militærrådet) censor og løbende anholdelser og fængsling uden tidsfrist og under ofte falske anklager uden mulighed for retssag.
Og hvordan kunne sådan noget ske? Et meget hurtigt bud er netop SCAFs finger med i spillet. Ja, egyptiske fodboldfans er kendt for at være MEGET passionerede omkring deres hold og loyalitet til dette, grænsende til religiøs overbevisning. Men at politi og sikkerhedsfolk afstog fra at blande sig og levere sikkerhed til publikum og endda el-Masrys fodboldspillere, da hjemmebanefans fra Port Said løb ind på banen og overfaldt dem, kan efter min mening kun ske med SCAFs indblanding. Det er det uhyggelige ved Egypten pt. Der sker utroligt meget ”under bordet”, som man ikke har mulighed for at finde ud af, hvad man skal tro. Men lige i dette tilfælde stoler jeg på mine venner og egyptiske demokratiaktivisters udlægning af sagen.
Men ugen har heldigvis også budt på mere positive oplevelser. Selvom deprotesterer og kæmper mod politiet og militærrådet på Tahrir, går verden videre lige rundt om hjørnet. Det giver en følelsen af, at de ret beset er vant til kampe og oprør, og at verden ikke kan – eller må – gå i stå på grund af det. Der er jo sådan set egyptere (har dog ikke talt med nogen), der er i mod kampene eller blot ønsker fred og ro i gaderne og at kunne gå på arbejde og sende sine børn sikkert i skole osv. Under alle omstændigheder blev et bryllup, jeg var inviteret til af min ven fra couchsurfing, Mahmoud, ikke aflyst. En helt igennem fantastisk oplevelse, som dog fortjener sit eget blogindlæg snarest (og med billeder, inshallah).
Dagen derpå har jeg blot vandret rundt downtown og oplevet byen og skaffet lidt praktiske fornødenheder og suget bylivet til mig. Ned ad Talaat Harb bliver jeg pludselig mødt af en gammel mand i halskæde, røde sko og hvid bomuldskjole med så dyb udskæring, at man kunne se den lyserøde bh, han havde indenunder. Han kan ikke have det nemt i denne by, men håber altid Cairo vil blive ved med at overraske mig positivt på den måde.