Den danske sprog er sværd [men det er arabisk sq også!]

Så, jeg har sat mig for at lære arabisk. Eller. Når folk spørger svarer jeg, at jeg sigter efter "conversation level". Ikke for at springe over, hvor gærdet er lavest selvom det bestemt har været tiltrækkende til tider. Men allerede ved første indledende skridt ind i sproget forstod jeg, at dette sprog tager mange år at lære.

Som Charles fra USA til en fest i weekenden sagde: "Arabic and I are like a married couple. Usually we get a long, but there are ups and downs and pretty bumpy roads at times".

Sådan er det vel med mange sprog. Men alligevel... jeg vil ikke gå ind i den mere lingvistiske forklaring men blot konstatere, at sådan er det. Når det er sagt, er det altså også et flot sprog. De ekstra lyde og bogstaver vi ikke har i hvad skal vi sige... Vesten gør, at det bliver lidt mere eksotisk og spændende at lære. Men også frustrerende, når du forsøger at kaste dig ud i qarf på gaden og du bliver mødt med underlig og meget typisk arabisk hovedrysten, der nogenlunde oversat betyder "jeg fatter ikke hvad du siger". Og du finder ud af, at lige i Egypten er de (i følge min arabisklærer) tilpas dovne sprogligt til, at de springer det bogstav over i udtalen. Når man nu lige havde lært det og alt muligt altså.

Jeg startede arabisk på B niveau på VUC i 2010 og nåede igennem et år med aftenkursus engang om ugen. Det gav en tilpas basisviden ift. læsning og skrivning og basis ordforråd. Mit ophold i efteråret 2011 i Cairo gav mig derudover to mdr. intensiv basisarabisk i fusha (rigsarabisk), og jeg blev svært god til at sige og skrive "dette er en bog, dette er en stol" etc. helt korrekt. Det skal lige siges, at fusha er en grammatisk bitch udfordring, der indeholder meget grammatik og kræver viden om sætningsopbygning etc. og - som jeg har fået fortalt - lyder meget Holte-Hellerup-agtigt (ingen fordomme) i den almindelige arabers ører. Det bliver brugt i medierne, og alle forstår det. Men ingen bruger det rent sprogligt. Det er udfordingen ved arabisk generelt, at fusha og dialekt er to forskellige sprog. Og så alligevel ikke. Det kan nok sammenlignes med dansk og svensk. Samme sprog, men mange forskellige ord og udtaler.

Så når jeg forsøger at formulere mig på gaden/taxien/festen/fitnesscentret på arabisk dvs. fusha, lyder jeg som dronning Margrethe og får i øvrigt et svar på et andet "sprog", dvs. egypisk (armeya).

Jeg har taget et basiskursus i armeya og bruger det så vist muligt eller tilpasser min udtale, hvor jeg kan, da jeg mener man har en forpligtelse til i hvert fald at forsøge at sætte sig ind i det lokale sprog, der nu tales hvor man er. Men jeg har stadig en arabiskeksamen i fusha i Danmark i maj, og for mig gav det også mening at lære grundlæggende arabisk, som man kan anvende overalt i Mellemøsten, og som har dannet basis for de mange dialekter i regionen.

Så nu har jeg 2 timers arabisk to gange om ugen hos en privat lærer, der allerede har luret, at jeg er interesseret i politik og Mellemøsten, så hver gang får jeg en liste af ord med hjem til at skrive over i mit hæfte. I formiddags var det ord som "valg", "civil society", "media", "in my opinion", "retssag" etc. som faktisk er dødsvære ord for en nybegynder som mig. Vi sidder og diskuterer et emne, f.eks. Syrien, og så tager vi de ord, som dukker op. Det er ca. et par gange i hver sætning, jeg forsøger at formulere en arabisk sætning. Men swaye-swaye går det stille og roligt fremad, inshallah.

Hvorfor arabisk? "With language comes culture", svarer jeg folk. Fordi jeg tror det på lang sigt gør mig bedre i stand til at forstå folk med en arabisk baggrund. Og på sigt gør mig til en bedre konsulent. Det var det korte svar. Det lange svar må komme senere.