For lige at give et billede af ankomst og mental landing vil jeg her kort fundere over første uge. Jeg kunne heldigvis sove hos min engelske veninde Lizzy fra min gamle sprogskole de første dage, så det har været superhyggeligt at have nogen at komme hjem til og snakke om de andre fra skolen, som stadig er i byen, og diskutere kvinder, køn og politik med hendes egyptiske roomate, Nehal, som er freelance konsulent og kvindesagsforkæmper. Og synge Beatles og andet godt med hendes kæreste, Jason, som afsluttede sine musikstudier i London og derfor lige så godt kan være på besøg her og spille guitar i Cairo som i London. Det har indtil videre varet 2 måneder og han har ikke købt returbillet endnu. Dejligt fleksibelt liv.
Jeg nåede at mødes med gamle venner fra skolen og spise på vores lokale yemenitiske restaurant i min gamle bydel Dokki indtil tragedien i Port Said skete onsdag. De 74 dræbte fodboldtilhængere og utallige sårede var efter min mening blot årsag til, at militærrådet SCAF kunne sætte et eksempel og meddele, at Egypten ikke på nuværende tilspunkt er klar til ophævelse af undtagelsesloven fra 1967, der netop var blevet ophævet. En lov, der tillader regeringen (læs: militærrådet) censor og løbende anholdelser og fængsling uden tidsfrist og under ofte falske anklager uden mulighed for retssag.
Og hvordan kunne sådan noget ske? Et meget hurtigt bud er netop SCAFs finger med i spillet. Ja, egyptiske fodboldfans er kendt for at være MEGET passionerede omkring deres hold og loyalitet til dette, grænsende til religiøs overbevisning. Men at politi og sikkerhedsfolk afstog fra at blande sig og levere sikkerhed til publikum og endda el-Masrys fodboldspillere, da hjemmebanefans fra Port Said løb ind på banen og overfaldt dem, kan efter min mening kun ske med SCAFs indblanding. Det er det uhyggelige ved Egypten pt. Der sker utroligt meget ”under bordet”, som man ikke har mulighed for at finde ud af, hvad man skal tro. Men lige i dette tilfælde stoler jeg på mine venner og egyptiske demokratiaktivisters udlægning af sagen.
Men ugen har heldigvis også budt på mere positive oplevelser. Selvom deprotesterer og kæmper mod politiet og militærrådet på Tahrir, går verden videre lige rundt om hjørnet. Det giver en følelsen af, at de ret beset er vant til kampe og oprør, og at verden ikke kan – eller må – gå i stå på grund af det. Der er jo sådan set egyptere (har dog ikke talt med nogen), der er i mod kampene eller blot ønsker fred og ro i gaderne og at kunne gå på arbejde og sende sine børn sikkert i skole osv. Under alle omstændigheder blev et bryllup, jeg var inviteret til af min ven fra couchsurfing, Mahmoud, ikke aflyst. En helt igennem fantastisk oplevelse, som dog fortjener sit eget blogindlæg snarest (og med billeder, inshallah).
Dagen derpå har jeg blot vandret rundt downtown og oplevet byen og skaffet lidt praktiske fornødenheder og suget bylivet til mig. Ned ad Talaat Harb bliver jeg pludselig mødt af en gammel mand i halskæde, røde sko og hvid bomuldskjole med så dyb udskæring, at man kunne se den lyserøde bh, han havde indenunder. Han kan ikke have det nemt i denne by, men håber altid Cairo vil blive ved med at overraske mig positivt på den måde.
Jeg nåede at mødes med gamle venner fra skolen og spise på vores lokale yemenitiske restaurant i min gamle bydel Dokki indtil tragedien i Port Said skete onsdag. De 74 dræbte fodboldtilhængere og utallige sårede var efter min mening blot årsag til, at militærrådet SCAF kunne sætte et eksempel og meddele, at Egypten ikke på nuværende tilspunkt er klar til ophævelse af undtagelsesloven fra 1967, der netop var blevet ophævet. En lov, der tillader regeringen (læs: militærrådet) censor og løbende anholdelser og fængsling uden tidsfrist og under ofte falske anklager uden mulighed for retssag.
Og hvordan kunne sådan noget ske? Et meget hurtigt bud er netop SCAFs finger med i spillet. Ja, egyptiske fodboldfans er kendt for at være MEGET passionerede omkring deres hold og loyalitet til dette, grænsende til religiøs overbevisning. Men at politi og sikkerhedsfolk afstog fra at blande sig og levere sikkerhed til publikum og endda el-Masrys fodboldspillere, da hjemmebanefans fra Port Said løb ind på banen og overfaldt dem, kan efter min mening kun ske med SCAFs indblanding. Det er det uhyggelige ved Egypten pt. Der sker utroligt meget ”under bordet”, som man ikke har mulighed for at finde ud af, hvad man skal tro. Men lige i dette tilfælde stoler jeg på mine venner og egyptiske demokratiaktivisters udlægning af sagen.
Men ugen har heldigvis også budt på mere positive oplevelser. Selvom deprotesterer og kæmper mod politiet og militærrådet på Tahrir, går verden videre lige rundt om hjørnet. Det giver en følelsen af, at de ret beset er vant til kampe og oprør, og at verden ikke kan – eller må – gå i stå på grund af det. Der er jo sådan set egyptere (har dog ikke talt med nogen), der er i mod kampene eller blot ønsker fred og ro i gaderne og at kunne gå på arbejde og sende sine børn sikkert i skole osv. Under alle omstændigheder blev et bryllup, jeg var inviteret til af min ven fra couchsurfing, Mahmoud, ikke aflyst. En helt igennem fantastisk oplevelse, som dog fortjener sit eget blogindlæg snarest (og med billeder, inshallah).
Dagen derpå har jeg blot vandret rundt downtown og oplevet byen og skaffet lidt praktiske fornødenheder og suget bylivet til mig. Ned ad Talaat Harb bliver jeg pludselig mødt af en gammel mand i halskæde, røde sko og hvid bomuldskjole med så dyb udskæring, at man kunne se den lyserøde bh, han havde indenunder. Han kan ikke have det nemt i denne by, men håber altid Cairo vil blive ved med at overraske mig positivt på den måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar